Basics
At få behandling og lægehjælp på den hurtigste, mest effektive og sikreste måde er afgørende vigtigt for patienter. Derfor har mange europæiske borgere behov for at søge behandling i andre lande end deres eget. Det kan være fordi behandlingen er bedre dér eller fordi borgeren bor i et grænseområde, hvor den nærmeste behandling er på den anden side af grænsen. Det kan også være fordi den behandling, patienten har brug for, ikke tilbydes i deres eget land pga. manglende ekspertise (dette er relativt almindeligt for sjældne patienter). Der kan også ligge etiske årsager til grund for at søge behandling i udlandet. Patienters behov for at rejse efter behandling rejser en række spørgsmål, bl.a.:
- Hvem skal betale for lægebehandling i udlandet og hvornår?
- Hvem skal betale for rejseudgifter for patienter og pårørende, den nødvendige efterbehandling og medicin?
- Skal patienterne have en godkendelse fra deres eget sundhedssystem, inden de opsøger og modtager behandling i udlandet?
- Hvordan finder patienterne information om den bedste behandling?
- Hvad sker der, hvis patienter søger om organtransplantation i udlandet?
Europa-Kommissionen har fremsat et forslag til direktiv vedrørende lægebehandling i udlandet og patient-mobilitet. Forslaget er stemt ned, men kan blive fremsat igen. Direktiv-forslaget omhandler både vilkårene for behandling i udlandet og en række andre forhold, herunder at styrke telemedicin gennem netværk af europæiske ekspertisecentre og fælles e-sundhedsværktøjer. Telemedicin er f.eks. når en patient kan komme i konsultation hos en læge i et andet land via internettet. E-sundhedsværktøjer er IT-løsninger, der muliggør undersøgelser og behandling over lange afstande. Dette kaldes e-sundhed.
Info cards
Ret til behandling er slået fast i den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. I praksis har man dog kun ret til behandling, når denne forhånds-godkendes i hjemlandet og der refunderes udgifter op til det niveau, behandlingen ville have kostet i hjemlandet.
Det europæiske sygesikringsbevis berettiger personer, der har behov for behandling under et ophold i et andet EU-land, til at få de samme ydelser, som borgerne i dette land. Omkostninger til privat lægehjælp eller for en sygdom eller en skade, som personer havde inden afrejse, dækkes ikke.
Det betyder levering af sundhedstjenester fra èt medlemsland til et andet. Sådanne tjenester kan omfatte direkte tjenester, som f.eks. konsultationer ansigt til ansigt eller fjernydelser, som f.eks. telemedicin.
Det er en patient, der rejser for at få medicinsk behandling (diagnose, behandling osv.) hos en leverandør af sundheds-ydelser i et andet EU-land end hjemlandet.
Han/hun modtager klager fra EU-borgere vedrørende uforsvarlig forvaltning af aktiviteterne i Fællesskabets institutioner og organer. Hvis borgerne har klager vedr. lægebehandling (f.eks. adgang til behandling i udlandet), kan de kontakte den europæiske ombudsmand.
Selv om sundhedsområdet fortrinsvis er et anliggende for EU-landende på nationalt plan og ikke for EU, så skal landende overholde EU´s regler. Det gælder også reglerne for det indre marked, hvor varer, ydelser, personer og kapital kan cirkulere frit inden for EU.
I maj 2007 rapporterede Eurobarometeret, der undersøger holdninger blandt de europæiske borgere, at 54 pct. af borgerne er villige til at rejse til et andet EU-land for at få lægebehandling.
Det nærmeste sygehus for borgere i grænseområder er ofte det, der ligger i det tilstødende EU-land. 1/3 af EU´s befolkning bor i grænseområder.
Den refusion, der ydes af patientens hjemland er ofte lavere end omkostningerne for behandling i udlandet. Forskellen mellem disse to skal betales af patienten selv.
En undersøgelse fra Eurobarometeret, der undersøger holdninger blandt de europæiske borger viser, at 30 pct. af EUs borgere ikke er bekendt med, at der er mulighed for at modtage sundhedsydelser uden for hjemlandet.
91 pct. af de adspurgte borgere anførte ”utilstrækkelig behandling i hjemlandet”, 78 pct. sagde, at der er bedre kvalitet i behandlingen i udlandet. 69 pct. ville rejse for at få behandling af en anerkendt specialist og 64 pct. for at reducere ventetiden for behandling.
Med de eksisterende EU-regler kan patienter ikke få refunderet betaling for behandling i udlandet uden forudgående godkendelse, hvis hjemlandet ikke selv udbyder behandlingen til deres borgere.
I henhold til en undersøgelse af 6.000 patienter foretaget af den Europæiske patientorganisation for sjældne sygdomme, Eurordis, søgte 1,8 pct. af patienterne behandling i udlandet. Hvis dette er typisk for de anslåede 30 millioner patienter med sjældne sygdomme i Europa, findes der et væsentligt behov for lægebehandling på tværs af landegrænser
- Patienter skal have refunderet de udgifter til behandling, som de er berettiget til i deres eget land
- Patienterne skal selv lægge ud for behandlingen
- Patienterne skal selv betale for ekstra omkostninger
Ekspertisecentrene samler eksperter i behandling af en eller flere grupper af sjældne sygdomme og er derfor med til at forbedre adgangen til kvalitetsbehandling. Da der ikke findes eksperter for alle sjældne sygdomme i hvert eneste land, har mange sjældne patienter behov for at søge behandling i sådanne centre i udlandet.
Ca. 56.000 patienter i EU venter i øjeblikket på en organdonor, og hver dag dør 12 mennesker, som venter på transplantation. Organdonationsraten i EU-landene er meget forskellig: I Spanien er der 34,6 donorer pr. 1 million indbyggere. Det tilsvarende tal for Grækenland er 6 donorer og i Rumænien er der kun 0,5 donor pr. 1 million indbyggere.
De samlede udgifter til patienter, der modtager behandling i andre EU-lande end deres eget udgør 1 pct. (dvs. ca. 10 milliarder euro) af de 27 EU-landes samlede udgifter til den offentlige sundhedssektor (som udgør ca. 1000 milliarder euro).
Der findes ikke ét fælles system i Europa for adgang til og refusion/tilskud til medicin. Der er forskellige regler i de europæiske lande. Derfor kan borgere i ét land få betalt medicin, som der ikke refunderes eller gives tilskud til i et andet land. Dette gælder især for Orphan Drugs, som er lægemidler til sjældne sygdomme.
Det er det enkelte EU-land, der står for udbuddet af sundheds-ydelser. Der findes ingen europæiske minimum-standarder for kvalitet i sundhedsydelser og der er store variationer i måden, hvorpå nationale sundhedssystemer sikrer kvalitet.
Der er ofte omkostninger forbundet med behandling i udlandet i form af oversættelser / tolkning. Det er ikke klart, hvem der skal betale for dette. De gældende EU-regler er heller ikke klare, når det handler om anerkendelse af recepter over landegrænser.
Både pris og kvalitet på sundhedsydelser varierer betydeligt i de forskellige EU-lande.
EU-landene har forskellige definitioner på medicinsk behandling, psykolog-behandling, sygepleje og sociale hjælpe-foranstaltninger. Selv et begreb som ”nødvendig behandling” defineres forskelligt i forskellige lande.
E-sundhed er alle former for lægebehandling, diagnostik, forebyggelse og kontrol, der er understøttet af elektroniske processer og kommunikation. Det gælder bl.a. informationsnetværk, elektroniske patientjournaler, telemedicintjenester, portaler og andre informations-/kommunikationsteknologier.
Der udføres hvert år 20.000- 25.000 fertilitetsbehandlinger på tværs af landegrænser i EU-landene. Således er der i øjeblikket tusindvis af kvinder, der søger hjælp i udlandet til at blive gravide.
Europæiske referencenetværk er fysiske eller virtuelle netværk af den viden og ekspertise, der findes på de nationale ekspertisecentre i Europa. Formålet med reference-netværkene er at forbedre kvaliteten af diagnostik, behandling og kontrol for sjældne patienter.
Issue cards
Ved hjælp af telemedicin kan patienter modtage sundhedsydelser fra udlandet, uden at hverken patienten eller lægen skal rejse. Et eksempel kan være, at der stilles en diagnose af fysiske misdannelser hos en nyfødt ved at udveksle fotos og symptomer mellem læger i flere lande.
Selv om lægehjælp har til hensigt at hjælpe patienter, udsættes patienter nogle gange for lægefejl. Hvem har så ansvaret ved behandling i udlandet? Hvem giver patienterne kompensation? Hvilke erstatningsregler gælder?
Når en kvinde, der er for gammel til at søge fertilitetsbehandling i sit hjemland, søger behandlingen i et land, hvor aldersgrænserne er højere, hvem skal så beslutte, om hun er berettiget til refusion for udgifterne til behandling? Hvilket lands etiske regler bør være gældende?
Patienter er stødt på problemer, når de har søgt behandling i udlandet pga. forskellige regler i forskellige lande. For eksempel er der meget stor forskel på reglerne omkring stamcelleterapi i hele Europa.
Det er ofte en kompleks, lang og vilkårlig proces, når der skal gives forudgående godkendelse til behandling i udlandet. Dette gælder især, når der er tale om sjælden sygdom. Ofte kender sundhedspersonalet og myndighederne ikke til sygdommen og de sjældne patienter bliver marginaliseret i sundhedssystemerne.
Mange sjældne patienter har brug for assistance i forbindelse med rejseaktivitet. Udover udgifter til lægehjælp skal rejseomkostninger for to personer og mistet indkomst under rejsen også lægges til de samlede omkostninger.
I princippet har sjældne patienter ret til at få refusion for behandling foretaget i udlandet, hvis der er tale om anerkendt behandling – også selvom behandlingen ikke tilbydes i hjemlandet. I praksis kan det være vanskeligt for de sjældne patienter at håndhæve denne rettighed.
Patienter med sjældne sygdomme marginaliseres ofte i de almindelige sundhedssystemer, der er beregnet til ikke-sjældne sygdomme. Eksperise-centrene kan være med til at hjælpe til med at sjældne patienter bedre kan håndteres i de almindelige sundhedssystemer.
Omkostningerne fra en behandling i udlandet refunderes til patienten på hjemlandets niveau. Hvordan kan man refundere et beløb til en patient, hvis hjemland ikke tilbyder denne form for sygdom/behandling?
Hvem har ansvaret for at give informationer om behandlinger til borgere, der overvejer at modtage lægehjælp i et andet land? EU? Hjemlandet? Sundhedspersonalet?
Er det diskrimination, hvis patienter, der kommer fra andre EU-lande, ikke får samme behandling som mennesker fra de lande, hvor de bliver behandlet? F.eks. i forbindelse med organtransplantation?
Med det aktuelle system integreres patienter fra andre EU-lande på ventelister for en behandling på samme grundlag som patienter fra det land, hvor behandlingen skal finde sted. Er det rimeligt, at indenlandske patienter skal vente i samme kø som udenlandske patienter?
Patienter synes ofte, at det er ubehageligt at rejse i forbindelse med behandling. En undersøgelse i Finland viste således, at 90 % af de ældre borgere afslår henvisninger til behandling over længere afstand, selvom det er inden for Finlands grænser. Og dette på trods af, at det ville betyde kortere ventetider.
I dag er udbydere af sundhedsydelser ikke forpligtede til at acceptere patienter fra udlandet til planlagte behandlinger, hvis dette truer deres behandlingskapacitet eller hvis de mangler den nødvendige fagkundskab.
EU-kommissionens forslag til direktiv foreslås det, at de nye strukturer omkring behandling i udlandet bygges op om forudbetaling fra patienterne og senere refusion fra hjemlandet. Det vil favorisere mere velhavende og vel-informerede europæiske borgere.
Patienters mobilitet i hele Europa bør betyde mobilitet af deres patientjournaler og et system til at spore deres behandling og efterbehandling.
Nogle EU-lande med et veludbygget og dyrt sundhedssystem er imod et markedsbaseret system for sundhedsydelser, hvor disse ydelser kan handles frit som alle andre ydelser. Disse lande frygter, at det vil medføre lavere standarder.
Det drejer sig ikke kun om retten til behandling, men om retten til behandling af høj kvalitet. Hvordan kan kvalitets-standarder for behandling blive etableret, kontrolleret og opgjort regelmæssigt? Og hvem skal gøre det?
Med over 6.000 sjældne sygdomme er det umuligt for hvert eneste EU-land at udvikle en passende behandling for hver eneste sygdom. Sjældne patienter kan have et større behov for gratis behandling i udlandet end andre EU-borgere.
Til trods for en centraliseret godkendelse af medicin til sjældne sygdomme adskiller refusion/tilskud og tilgængelighed sig inden for landene i EU. Når folk søger behandling i udlandet, som ikke er dækket af deres eget land, hvordan kan en refusion så sikres?
Forudgående godkendelse af behandling kan være et planlægningsværktøj for hjemlandet, når budgetterne for sundhedsydelser skal lægges og når behandlingen skal planlægges på den mest effektive måde.
Forskellige sundhedssystemer i EU definerer behandlingen på sygehuse og behandlingen andre steder på forskellige måder. Det gør det vanskeligt at lave standardprocedurer i forbindelse med refusion.
Godkendelsesprocesserne fra sundhedssystemet vedrørende behandling i udlandet er ofte lange. Konsekvenserne for patienterne omfatter øget psykisk belastning samt skadelige medicinske konsekvenser. I værste fald risiko for død.
Bør behandling, der af etiske årsager (f.eks. genetiske test), er begrænset i patientens hjemland ligeledes være begrænset for disse borgere i andre EU-lande?
Der eksisterer i øjeblikket meget bilateralt samarbejde vedrørende behandling i udlandet, hvor nogle EU-lande har aftaler med hinanden. At vedtage en “allround”-struktur for behandling i udlandet via et direktiv kan muligvis begrænse eksisterende aktiviteter i udlandet, der i øjeblikket er meget fordelagtige for patienterne.
E-sundhed er endnu ikke anerkendt inden for hele sundhedssektoren som en markant del af kernen i sundhedspolitikker, strategier og serviceydelser.
Story cards
Policies
Behandling i udlandet skal være tilgængelig for alle patienter uden forudgående godkendelse. Staten skal refundere udgifterne til behandling, rejse og ledsagende personer direkte og på forskud. Der skal ikke foretages særlige investeringer i e-sundhed.
Behandling i udlandet skal være tilgængelig for alle patienter, men der kræves en forhånds-godkendelse fra staten. Staten refunderer kun patientens omkostninger for behandling og rejse. Det skal ikke foretages særlige investeringer i e-sundhed.
Behandling i udlandet skal kun være mulig for patienter, såfremt der ikke findes relevant behandling i deres eget land. Kun behandlingens direkte omkostninger kan refunderes. Det er ikke nødvendigt med forudgående godkendelse. Staten investerer noget i e-sundhed.
Behandling i udlandet bør holdes på et minimum. Den bør kun anvendes i specielle tilfælde og skal godkendes af staten og kun behandlingens direkte omkostninger kan refunderes efterfølgende. Hvis en behandling af etiske årsager ikke er godkendt i hjemlandet, refunderes udgifter for behandling i udlandet ikke. Staten skal prioritere e-sundhed højt for at minimere lægebehandling i udlandet.
FUND is a project funded by the European Commission (